Erkendelse er en svær ting
Når den kommer fra et ungt menneske der har gennemgået en svær tid er det endnu mere tankevæggende hvor meget mod der skal til for, at turde erkende ens tilstand.
I går havde jeg en samtale med en utrolig modig ung kvinde.
En ung kvinde der gennem flere år havde opbygget stress i sin krop, og som hun indtil nu, havde benægtet at anderkende over for sig selv.
Stressen var stille og roligt blevet mere og mere forankret i kroppen uden at hun egentligt havde lagt mærke til det.
En kæreste der gennem længere tid havde behandlet hende meget dårligt, Et forløb i gymnasiet der har været præget at et stort pres (som de fleste andre også oplever det) og måske nok hendes egene forventninger til sig selv, en fritid der indebærer en succesfuldt trænergerning i fitnesscenter med op til dage om ugen med holdundervisning.
Alt dette var med til, at udløse den reaktion hun fik ved en “prøveeksamen” i 3 G for nogle dage siden.
Jeg vil ikke her redegøre for, hvorledes krop os sind reagerer når vi presses så hårdt gennem flere år men blot konstatere, at det at erkende man har nået sin grænse er vigtig viden.
Symptomerne er stor tristhed, bryde ud i tårer uden årsag, dårlig søvn, overtænkning, flugt strategier og en “jeg mærker mig ikke” tilstand!………. Men også en viden af, at hun hele tiden godt vidste at der var noget galt, men ikke ville kigge ind i det.
Den største overvindelse for hende var gennem vores samtale, at erkende det der betragtes som et nederlag, nemlig at bede om hjælp.
Jeg synes det er noget af det modigste man kan gøre, og viser stor styrke samt selv indsigt at turde gøre det.
Vi har nu fået lagt et kort forløb der vil sætte hende i stand til at håndtere Eksamens situationen (angsten) og et længerevarende der vil resultere i til og fravalg i livet. Forstået på den måde, at vi som mennesker ikke i længden kan holde til, at skulle fylde døgnets 24 timer op med gøremål. Så brænder vi altså ud.
Og vi er alle i en eller anden grad ramt af det vi taler om her. Men erkender vi det, og tør vi vælge at tage ansvar og gøre noget ved?
At have det skidt inden i os selv er noget de fleste af os oplever og også gennem længere tid, men gør vi noget ved det? Vores mentale helbredstilstand er vores eget ansvar og opgave at arbejde med.
Det er IKKE et nederlag at række hånden ud og bede om hjælp, men derimod et signal om stor styrke og mod. Man er ikke “syg” blot fordi ens tanker løber af med en og fordi man bliver ked og trist. Det er helt almindelige livs vilkår, men når de tager overhånd skal man reagere!
Det kan man først hvis man lægger mærke til ens eget liv, og hvordan man egentligt har det. Gør du det??
Min holdning er, at man skal træne i fredstid. Inden det hele hober sig alt for meget op. Med træning mener jeg at starte på et meditations kursus, for virkelig at kickstarte ens egen personlige mentale hygiejne. Når man er presset er det ofte svært at skulle gøre nye ting så hvis du også går rundt med ovennævnte tilstande, så er du ganske som alle os andre, men du kan også ændre på det hvis du vil.
Jeg afholder et kursus fra uge 34 som du kan læse mere om her Stress reduktions kursus Mit ønske er, at flere vil tage det alvorligt og selv tage action. Helst inden det hele bliver for meget!